Vi bor på landet. Hønsene har en stor udegård på ca. 400 m2, en sikrere hønsegård og hønsehus i stalden.
For ca. 14 dage siden havde vi håndværkere, som bankede og lavede en frygtelig larm - men åbenbart ikke nok, for da jeg kom ud i udegården, manglede 3 høns helt, og 5 var skadede eller lige døde (varme endnu). Resten sad skrækslagne i hønsehuset.
En uge efter kunne jeg ikke holde ud at se de frie fugle tigge om udgang, så de fik lov at gå ud igen. En fatal fejltagelse. Jeg pudsede vinduer og kunne svagt høre larm fra hønsene. Da jeg kom derover, lå der døde høns alle vegne, selv inde i stalden. Igen 8 høns + flokhanen slæbt væk, døde eller så skadede, at de måtte aflives.
Tilbage er 2 høner + 1 hane. Den ene høne halter stadig meget, den anden er ved at komme sig over choket + en skruk, som gemte sig.
I kyllinge "Fort Knox" gik 2 høner med i alt 14 kyllinger.
Vi så ræven, som frækt kom tilbage en eftermiddag for at se, om der var mere hønsesteg.
Status: Hønsegården er ved at blive sikret med net, som ræven ikke kan bide igennem. Det bliver lagt godt ud over jorden også, så der ikke kan graves.
De 2 mødre med deres 14 kyller er kommet over til de 2 tiloversblevne + hanen, som helt overser sine gamle damer og spiller farmand over for de 6 uger gamle kyllinger.
De 2 gamle høns er ret bange for kyllingerne eller rettere deres mor, som helt bestemt har vist, at kyllinger har ubetinget forrang.
Skrukken fik 8 kyllinger i sit eget aflukke i stalden, og det er hun ret tilfreds med.
Naboen, som er jæger, har lovet mig en eller flere rævepelse, når jagtsæsonen går ind. Indtil da, slår jeg græs i hønsenes udegård!