Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum
america.png Rosenbud.dk - Alt i tilbehør til høns

Nyeste

Forfatter Emne: Fødevarestyrelsen tager ikke fugleinfluenza alvorligt, smittespredning ignoreres  (Læst 7580 gange)

0 Medlemmer og 1 Gæst læser dette emne.

Offline Finn Jensen

  • Fjerkræ Forum er bedst
  • Administrator
  • Indlæg: 7 840
    • Dansk Fjerkræ Forum
10 år efter at fugleinfluenza første gang kom til Danmark og Europa, ser vi nu igen et større udbrud. Ligesom for 10 år siden bliver skytset rettet mod vilde trækfugle som smittekilde, men Fødevarestyrelsen fejler fatalt ved udelukkende at fokusere på vilde trækfugle som smittekilde. Den tyske naturbeskyttelsesforening, NABU, har sandsynliggjort, at det er fjerkræindustrien og den menneskelige transport af fjerkræ der er årsagen til de infektioner med fugleinfluenza vi nu ser. Både i Tyskland og i Danmark ignoreres dette fuldstændig af de (u)ansvarlige myndigheder.


Det er tvingende nødvendigt at Fødevarestyrelsen begynder at tage fugleinfluenza alvorligt og arbejder med dette på en videnskabelig og faglig funderet måde, nemlig uden at have udråbt vilde fugle som smittekilde på forhånd. Der må og skal inddrages personer som er uafhængige af fjerkræindustrien og den, for dem meget belejlige påstand, at det er vilde fugle og ikke dem selv der står bag spredningen af fugleinfluenza. Hvis vi fortsætter med uretmæssigt at skyde skylden på vilde fugle som smittekilde, kan vi ikke gøre noget effektivt for at stoppe smittespredningen og vi vil se disse udbrud igen og igen.


NABU peger i deres analyse på at “Formodentligt cirkulerede virussen allerede fra midten af oktober [2016] i fjerkræbedrifter i Øst-Ungarn, men den blev først opdaget i besætninger i begyndelsen af november. 99% af al ungarsk fjerkræeksport går til blot tre lande: Polen, Østrig og Tyskland. Netop her blev de første vilde fugle, der døde af H5N8 fundet i begyndelsen af november”.
"FLI [Tysk nationalt institut for dyresundhed] ignorerer indtil videre alle indikationer, der taler for, at fjerkræbedrifter først og fremmest bliver inficeret med fugleinfluenza-virussen H5N8 gennem materialestrømme fra selve fjerkræindustrien” siger NABUs forretningsordfører Leif Miller


Også ved tidligere udbrud har vi set dette mønster med at fugleinfluenza smitter ved transport. I 2007 var der et udbrud hos kalkunproducenten Bernard Matthews i England, hvor også vilde fugle helt rutinemæssigt blev udråbt som smittekilde, men senere analyser påviste at smitten kom fra Ungarn og blev transporteret til England på lastbiler med slagtede kalkuner.


I 2007 skete dette også i både Polen og Tyskland. Transport af kalkuner medførte flere udbrud i Polen og uopdaget smitte cirkulerede i en andebesætning i Tyskland og medførte yderligere tre udbrud i Tyskland, som kan henføres til denne andebesætning. Fødevarestyrelsen har endda givet faktuelt forkerte oplysninger til Folketinget og peget på vilde fugle som smittekilde til udbruddene i Tyskland, mens de tyske myndigheder betragter inficeret andekød der blev solgt til forbrugerne, som smittekilde. Altså stik modsat de oplysninger som Fødevarestyrelsen har givet til Folketinget.


I 2014-15 var der udbrud af H5N8 i Europa, primært i franske andebesætninger der producerer foie gras. Her var udbruddene for en stor dels vedkommende i indendørs besætninger, hvilket også taler imod at det er vilde fugle der spreder smitten. Faktisk peger de franske myndigheder på, at den mest sandsynlige årsag til udbruddene i 2014-15 var “en lavpatogen virus har cirkuleret i fjerkræet i forvejen og er så muteret til den højpatogene”


Her i 2016 er der også flere udbrud i indendørs besætninger, både i Ungarn, Tyskland, Holland og Sverige. I Tyskland i en helt lukket rugeægsbesætning, hvor rugeæg blev eksporteret til Danmark. I flere tilfælde i Tyskland og Frankrig er der også udbrud på steder hvor der er langt til det nærmeste sted, hvor der er fundet døde fugle med H5N8, eksempelvis ved en kalkunbedrift i Barßel (Niedersachsen), hvor 16.000 kalkuner, og derudover 92.000 kyllinger i nabobedrifter, måtte aflives. Der er IKKE fundet inficerede vilde fugle i området, hverken døde eller levende! Det er påfaldende, at netop denne bedrift også under det seneste udbrud i 2014 var ramt; den ligger blot et par kilometer væk fra en stor kød- og benmelsfabrik, hvor der jo i sagens natur er meget transport til og fra, fra andre fjerkræbedrifter. Det er ikke særligt  sandsynligt at dette helt aflukkede intensive dyrehold er blevet inficeret af ekskrementer af vilde fugle. Ikke desto mindre er det netop det som de tyske myndigheder helt rutinemæssigt hævder. Erfaringen fra de tidligere udbrud burde ellers få både danske og tyske myndigheder til at fokusere på den menneskelige transport af smitte.


Det er velkendt at Fødevarestyrelsen har en, endog, meget tæt forbindelse til landbrugserhvervet. Denne tætte forbindelse har i denne situation den konsekvens, at fakta bliver fordrejet og der udelukkende fokuseres på vilde fugle som smittekilde for fugleinfluenza. Der ses helt bort fra de dokumenterede tilfælde hvor fjerkræindustrien har været smittekilde.


Vi må og skal væk fra denne fejltagelse. Dansk Fjerkræ Forum og 100.000 hobbyhønseavlere over hele landet kan ikke acceptere restriktioner for deres dyr, som har baggrund i at myndigheder på forhånd udråber vilde fugle som smittekilde, og nægter at se på den reelle grund til at fugleinfluenza opstår og smitte spredes! Det er nødvendigt at se på transportveje og materialestrømme fra fjerkræindustrien som smittekilde for fugleinfluenza, ellers ødelægges chancen for at undgå fremtidige udbrud!


Vi vil derfor opfordre til, at ansvarlige politikere og myndigheder ser realiteterne i øjnene og begynder at arbejde uden forudfattede meninger, og på et videnskabeligt grundlag der inddrager alle aspekter, også de ubelejlige. Det er den eneste måde fugleinfluenza kan bekæmpes på.




NABU
https://www.nabu.de/news/2016/11/21592.html


Misinformation om fugleinfluenza i andebryster til salg i Danmark
http://www.avisen.dk/juleanden-har-ikke-influenza_4713.aspx


Sammenfatning om udbrudene i Polen og England i 2007:
http://fjerkrae.dk/prod/index.php?topic=406.msg2529#msg2529


2007 i England, kalkuner fra Ungarn bragte smitten
http://www.warmwell.com/epid_findings050407.pdf




Frankrig 2014
https://www.anses.fr/fr/system/files/SANT2015sa0241.pdf




Kort over udbrud i Europa
http://www.plateforme-esa.fr/article/situation-%C3%A9pid%C3%A9miologique-iahp-h5n8-en-europe-depuis-octobre-2016-point-de-situation-au
Tyskland
https://www.fli.de/fileadmin/FLI/Images/Tierseuchengeschehen/H5N8/2016/Map_D_AI_HPAI_2016-12-05_11-30.jpg




"Først ignorerer de dig, så griner de af dig, så bekæmper de dig og så vinder du."
― Mahatma Gandhi

Offline Finn Jensen

  • Fjerkræ Forum er bedst
  • Administrator
  • Indlæg: 7 840
    • Dansk Fjerkræ Forum
"Først ignorerer de dig, så griner de af dig, så bekæmper de dig og så vinder du."
― Mahatma Gandhi

Lene Skelmose

  • Gæst

Offline Lene71

  • Bruger
  • Indlæg: 292
 /o /o /o godt skrevet. Håber at store kandsdækkende medier også vil tage historien op.
Mvh. Lene
Nu uden fjer i haven
(billedet er en dværgwayndotter)