Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum
america.png Rosenbud.dk - Alt i tilbehør til høns

Nyeste

Forfatter Emne: Kyllinger i dårlig vækst  (Læst 5190 gange)

0 Medlemmer og 1 Gæst læser dette emne.

Offline Lene Rohde

  • Passiv bruger
  • Indlæg: 5
Kyllinger i dårlig vækst
« Dato: 16 August , 2018, 08:39 »
Hej I erfarne hønseejere.
For 3 uger siden hentede vi 4 daggamle kyllinger - 2 plymouth rock og 2 wyandotter. De går nu i en kasse i køkkenet under en varmelampe.
Vores eneste erfaringer før da var, at vi for 3 år siden fik 3 isa'er på samme måde, hvoraf vi har to tilbage ude i hønsehuset.

Kyllingerne startede med diarre og virkede slappe. De to wyandotter kom sig dog hurtigt, og den ene PR fik det også bedre, mens den anden næsten slet ikke voksede og fik det så dårligt, at vi valgte af aflive den. Siden har de haft normale klatter (nu er den tilbageværende PR dog ved at have tynd mave igen). Men jeg synes ikke, de vokser. Det går også meget langsomt med deres fjersætning, de er slet ikke som jeg husker vores 3 isaer på samme alder. Wyandotterne virker ellers på alle måder i fuld fart og opfører sig ret normalt, mens plymouth rock-kyllingen er mere stille og dens fjersætning er meget langsom om at komme. Den ligner overhovedet ikke en på 3 uger.

Jeg har haft kontakt til avleren for at høre til de andre i kuldet, men der var ingen problemer. Avleren mente, at problemet måske kunne være de to voksne isa'er, som er vaccinerede fra start - men kan det virkelig tænkes, at de kan sprede en form for smitte? De fejler ikke noget, og de er  slet ikke i kontakt med kyllingerne, selv om det selvfølgelig ikke kan udelukkes, at vi har båret bakterier frem og tilbage.

Kyllingerne får startfoder, vand og kalk. Derudover drysser vi lidt kul ud over deres foder. Jeg har også forsøgt med grønt, men det er som om de slet ikke ser det som noget, der kan spises. Til gengæld elsker de havregryn.

Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, så gode råd modtages meget gerne. Kan det være en form for bakterier, som ikke ser slået rigtigt ned? Den lille plymouth rock har som sagt fået tynd mave igen. Vi har de sidste dage blandet et naturmiddel mod orm og bakterier i deres vand (kombi-mix, som vi købte hos dyreriget for nogen tid siden til de voksne høns), men er det mon det, der skal til?
For at gøre det mere indviklet er planen, at vi på mandag skal hente et par daggamle isa-kyllinger mere. Men er det mon i virkeligheden en dårlig ide at sætte et par kyllinger mere ned til dem, som risikerer smitte?

Gode råd modtages meget gerne.

Mvh. Lene

Offline Majbrittbo

  • Bruger
  • Indlæg: 182
Sv: Kyllinger i dårlig vækst
« Svar #1 Dato: 16 August , 2018, 10:46 »
Havregryn er det værste du kan gi, de små kyllinger - de får dårlig mave - det klumper og ja de risikerer at dø... så væk med det... giv grønt klippet i bitte små stykker og kyllingestart og evt. Moset kogt æggeblomme med rasp. Derudover har mine fået lidt korn solsikke frø. Mm
De kyllinger du har nu er de vacineret?
De må ikke gå sammen, uvaccinerede dyr med vacineret- ja de kan smitte hinanden og dø af det. Jeg tror det var det mine allerførste købte høns og kyllinger døde af. (ikke sikker)
0.1 sort engelsk aucana Og 0,1 sølv/sort dobbeltrandet Barnevelder, 0,3 guld/hvid randet wyandotter🐓🐓🐔🥚🥚0,1 guld/blå randet Wyandot. samt 0,3 ea blandinger: 2 sorte og 1 blå, 🐥🐥

Offline Lene Rohde

  • Passiv bruger
  • Indlæg: 5
Sv: Kyllinger i dårlig vækst
« Svar #2 Dato: 16 August , 2018, 18:14 »
Hej Majbrittebo.

Tusind tak for dine gode råd. Havregrynene ryger omgående ud, her gik jeg og troede, at det var mild kost for dem. Men det var nu ikke det, de blev syge af i første omgang, for der gik nogle dage, før de fik havregryn. Men det kan jo godt gøre det værre. Jeg vil følge nogle af dine kostråd....selv om de tilsyneladende slet ikke interesserer sig for grønt, selv om jeg klipper det fint.

Vores tre kyllinger er ikke vaccineret. Det er racekyllinger vel sjældent, når man køber dem af en privat avler. Men jeg har hørt at isa-kyllinger er vaccineret fra start. Så dermed går jeg ud fra, at vores to voksne høns er vaccinerede, de har dog aldrig været i nærheden af kyllingerne.

Men nu bliver jeg jo urolig - for det var jo meningen, at de små skulle ud til de større senere. Og hvad gør man så? Der er jo rigtig mange herinde, der har isa'er gående sammen med racehøns, eller som har voksne isaer og udruger kyllinger, som ikke er vaccinerede i starten. Hvilke erfaringer har I med det? giver det problemer?

Mvh. Lene

Offline Helle K.

  • Administrator
  • Indlæg: 6 110
Sv: Kyllinger i dårlig vækst
« Svar #3 Dato: 16 August , 2018, 20:10 »
Har kyllingerne fri adgang til grit eller småsten til kråsen? Det er en nødvendighed for at føden kan blive fintdelt og dermed optaget optimalt i tarmene.

Jeg har altid haft Isa'er sammen med min blandede flok af racehøns og er ikke bekymret. Videnskaben siger, at smitte fra dyr, der er vaccineret med svækket levende vaccine, er hypotetisk. Der findes lange og komplicerede videnskabelige artikler om emnet - mere letforståelige skrifter kan søges på nettet.
Fvst har en regel om, at vaccinerede og ikke vaccinerede høns ikke må blandes, men Fvst giver samtidig dispensationer til div. forhandlere til at sælge disse vaccinerede hybrider, hvis de fører logbog over salgene. Der kræves dog ikke en udleveret attest til køberne af hybriderne om, at de ikke må leve sammen med ikke vaccinerede individer. Jeg mener Fvst's regel er overdrevet, men ok - at smitte kun er hypotetisk, giver måske en mikro-brøkdel risiko for smitte og med denne regel har man så lavet en helgardering
Med venlig hilsen
Helle Kjelst

Faverolles, araucana, sussex, Isa ialt 1.14

Offline Lene Rohde

  • Passiv bruger
  • Indlæg: 5
Sv: Kyllinger i dårlig vækst
« Svar #4 Dato: 16 August , 2018, 21:17 »
Hej Helle.
Tak for dit svar. Ja, kyllingerne har en bakke med sand, som de er ret glade for. De både spiser det, støvbader i det og sover der. Det er sandkassesand - er det mon groft nok?

Det beroliger mig, hvad du skriver om vaccination. Jeg selv har googlet lidt og fandt et sted noget om, at man i danmark anvender svækket vaccine, mens der anvendes mere aktive former i Tyskland. Og nu ved jeg så ikke, hvor mine Isa'er stammer fra. Men igen - hvis det var et stort problem, var der vel ikke så mange herinde, som har blandede flokke. Men jeg må nok hellere tænke mig om en ekstra gang, før vi sætter et par nye isa-kyllinger ned til dem i næste uge....som det egentligt var planen.

Hilsen Lene

Offline Bente E.

  • Bruger
  • Indlæg: 967
Sv: Kyllinger i dårlig vækst
« Svar #5 Dato: 16 August , 2018, 22:20 »
Jeg ville skifte havregrynene ud med undulat- eller kanariefrø som et lille tilskud til deres kost. Det giver mere ro i maven.

Det vil være godt hvis de får lidt større partikler i sandet, så det ikke er helt fint sand.

Måske kan du booste dem lidt med et produkt som dette: https://america-thisted.dk/product/kombi-mixx-435/ - det er vist en slags Kräuterblut for høns.

Samtidig skal du også vide at de forskellige racer vokser forskelligt - nogle modnes væsentligt hurtigere end andre. ISA er avlet til at være hurtigt klar til æggeproduktion, der kan være høns der lægger allerede som 20 ugers, hvor de fleste racehøns gerne lægger 4-8 uger til denne alder. Så den senere modning kan også være noget rent genetisk.

Held og lykke med dins små pus, jeg håber at du får dem ovenpå.
Nogle maraner, nogle araucana.

Offline Lene Rohde

  • Passiv bruger
  • Indlæg: 5
Sv: Kyllinger i dårlig vækst
« Svar #6 Dato: 17 August , 2018, 07:41 »
Tak for svar, Bente.

Det er faktisk lige præcis det produkt, som du henviser til, som jeg i de sidste dage har blandet i deres vand  :)

Jeg tror, jeg vil købe noget undulatblanding. Jeg synes selv, at det startfoder, som vi giver dem, er meget groft til så små kyllinger, men avleren som solgte os det sagde, at det ikke var noget problem. Men jeg tror alligevel, jeg vil forsøge med noget finere.

Og så noget grovere sand, så de får bedre udnyttelse af foderet.

De to wyandotter er her til morgen begyndt at holde intensive flyveøvelser, så det står ikke så galt til med dem. Til gengæld hænger den lille plymouth rock meget med hovedet.

Er der nogen, som ved, om plymouth rock generelt udvikler sig langsommere end wyandotter? - for jeg synes, der bliver mere og mere forskel.

Hilsen Lene

Offline Bente E.

  • Bruger
  • Indlæg: 967
Sv: Kyllinger i dårlig vækst
« Svar #7 Dato: 17 August , 2018, 13:03 »
Jeg har aldrig selv haft netop dem, men wyandotter har jeg - de udvikler sig gerne som livlige og sjove kyllinger der har en masse kyllinge-ting for. :-)
Nogle maraner, nogle araucana.

Lene Skelmose

  • Gæst
Sv: Kyllinger i dårlig vækst
« Svar #8 Dato: 18 August , 2018, 14:36 »
Måske startfoderet er piller? Kan være for store til de helt små. Kan blendes let - eller opblødes med lidt vand i starten. Det plejer jeg at gøre og så får de undulat(fugle)frø, grønt og kalkskaller også. Nogle gange finder jeg lidt småsten til dem.

Havregryn har den ulempe at den binder kalk og andre mineraler - så min holdning er også at det bør serveres i begrænset mængde. Lidt småsmuldrede bygflager kan bruges i stedet.

Offline Lene Rohde

  • Passiv bruger
  • Indlæg: 5
Sv: Kyllinger i dårlig vækst
« Svar #9 Dato: 10 ſeptember , 2018, 16:56 »
Med tak for jeres gode råd og til andre med lignende problemer vil jeg lige komme med en opdatering om, hvordan det går med vores kyller nu godt 3 uger senere.

Det er heldigvis lykkedes at få dem til at trives rigtig godt, så vi kun mistede den ene i starten. Efter lidt overvejelser holdt vi fast i planen om at sætte et par isa-kyllinger ned til dem. Meningen er jo, at racekyllingerne med tiden skal ud i hønsegården til vores to store isa'er, så derfor måtte det før eller siden afprøves alligevel. Og heldigvis har det ikke givet problemer. Jeg tænker, det ville have vist sig nu, hvis racekyllingerne var blevet smittet af noget.

Da vi satte kyllingerne sammen, var racekyllingerne næsten 4 uger gamle og isa'erne 5-6 dage. Og det gik fint - de accepterede hinanden med det samme og der var slet ingen konflikter. Faktisk blev flokken kun mere harmonisk af det, for den lille plymouth rock, som var noget bag efter wyandotterne, lagde sig mellem isa'erne og sov og så meget tilfreds ud, som om den endelig havde fundet nogen på sin egen størrelse.

Men de små isa-kyllinger tydeliggjorde også, hvor galt det stod til med racekyllingerne. For wyandotterne var kun lidt større, selv om de var 3 uger ældre, og den lille plymourh rock var faktisk lidt mindre! Vi var forinden begyndt at blende deres startfoder og give tilskud af kanarieblanding. Men samtidigt med isaernes ankomst skiftede vi over til en helt anden type startfoder, noget grovere grit, og så gav vi tilskud af melorm og kanarieblanding. Da vi en aften fik sild til middag, forsøgte jeg mig med en ny ret: stegt sild moset med lidt rasp og en lille smule olivenolie. Og jeg skal da lige love for, at det var noget, de kunne lide. Så det er jeg fortsat med at lave til dem en gang imellem. Vi vejer dem dagligt for at følge deres udvikling, og alle 5 tager på dagligt svarende til ca. 10 % af deres vægt. Hvis jeg springer silde-retten over, er det dog tydeligt, at de ikke vokser helt så meget, så de har haft brug for noget ekstra.

Her i weekenden har vi endelig fået dem ud i haven - nu kunne de simpelt hen ikke være i kassen i køkkenet længere. Vi har trukket det så længe som muligt, fordi særligt den lille plymouth rock er meget bagefter med fjerudvikling. Derfor tager vi dem nok ind om natten de første dage. Men de er tydeligvis glade for at komme ud.

Mht. sygdom er deres klatter nu endeligt blevet normale - men det er faktisk først i de seneste dage at det er blevet sådan. Da vi havde haft isa'erne 3-4 dage begyndte den ene wyandot pludselig at blive lammet. Tæerne på det ene ben virkede krogede og til sidst kunne den kun komme rundt i kassen ved at støtte på vingerne. Det så virkelig skidt ud. Jeg læste om hønselammelse, og det passede perfekt med symptomerne. Efter to dage, hvor det kun blev værre, havde vi aftalt at ty til "økse-kuren" dagen efter, men da vi kom ned næste morgen, stod der en frisk og rask kylling i kassen!. Siden har der ikke været noget. Gad vide hvad det var? - en snert af hønselammelse fra isaernes vaccine? - eller noget helt andet? Nå - men nu er de da i hvert fald raske. Godt vi ikke nåede at hente øksen frem.

Det har virkelig ikke været nemt med de kyller. Men man får jo et særligt forhold til dem, når man sådan har måttet tage sig ekstra meget af dem. Og jeg må indrømme, at den lille plymouth rock, som har været den mest skrøbelige, er kommet til at stå mig ekstra nær. Derfor er det bare så dejligt at se, hvordan den spæner rundt og næsten slår koldbøtter over at være kommet udenfor. Nu håber jeg bare, at de ikke har taget skade af al den mistrivsel i starten, for meningen var jo, at de skal levere os nogle gode æg.....

Mange hilsner Lene
 

Offline Bente E.

  • Bruger
  • Indlæg: 967
Sv: Kyllinger i dårlig vækst
« Svar #10 Dato: 10 ſeptember , 2018, 23:04 »
Det er dejligt at høre, at det nu ser lyst ud. Held og lykke med dem fremover!
Nogle maraner, nogle araucana.