pekinese-rooks
Dansk Fjerkræ Forum
Menu Sygdomme / Utøj

Dansk Fjerkræ Forum
Leksikon

Søg i leksikon

edit SideBar

Utøj og fjerkræ

Af Hanne Lottrup

De fleste fjerkræholdere vil på et eller andet tidspunkt opleve at deres fjerkræ får utøj, så det er vigtigt at vide noget om deres biologi (hvor og hvordan de lever etc.), samt hvordan vi forebygger og behandler dette irriterende problem. Det drejer det sig specielt om blodmider, lus, lopper og kalkbensmider.

Blodmider:
Der er specielt to slags blodmider i Danmark. Den mest almindelige sidder det meste af tiden gemt i revner og sprækker, specielt omkring siddepinde, redekasser mm. Den anden som vi har set nogle tilfælde af i hobbybesætninger, er mest kendt fra USA hvor den skaber store problemer i kommercielle produktionssystemer. Den adskiller ved at blive siddende på hønsene det meste af tiden. De kan ses specielt omkring kloakåbningen og kan forveksles med lus. Bliver hønsene sløve, taber de sig, går æglægningen ned og bliver de blege, kan det være tegn på blodmider. Et sikkert tegn er at tage et stykke hvidt stof og køre under siddepinden, efterlader det røde (blod) mærker er der blodmider.

Duemider:
Duemiden, Argas reflexus, er en stor, ægformet mide. Hunnen kan blive over 1 cm lang og mere end ½ cm bred. Duemidens mindste stadier, larverne, er derimod mindre end 1 mm lange. Alle stadier er blodsugende og lever på duer. Duemiden forekommer i Danmark, men er ikke så almindelig. Duemider lever i nærheden af tamduernes reder og kan forekomme i et stort antal i gamle dueslag. Mellem måltiderne - hvor de suger blod fra duerne - opholder miderne sig i revner og sprækker højst et par meter fra selve rederne. Når en duemide klækker fra ægget, er den mindre end 1 mm. Den opsøger straks en due eller dueunge, som den klamrer sig fast til og suger blod af i 2-10 dage. Den forlader sin vært efter måltidet og kravler i skjul i en sprække, for at skifte hud. Dette gentager sig flere gange, indtil den har udviklet sig til en kønsmoden hun eller han. Hannen suger kun blod en gang om året, mens hunnen efter parringen skal have et blodmåltid for hvert hold æg, hun lægger. Hun lægger 20-70 æg ad gangen, og æggene klækker efter en månedstid. Duemider kan leve længe. Deres livscyklus varer normalt 2-3 år, men i kølige omgivelser kan dyrene tåle at sulte i flere år. Biddene kan være smertefulde og give hævelser og rødme. Duemiderne kan ikke overleve i længere tid eller formere sig på menneskeblod.

Lus:
Der er flere forskellige arter af lus, men da de alle befinder sig på dyrene hele tiden, er der ikke forskel på bekæmpelsen. Der er dog forskel på hvor stor skade de gør. Nogle generer hønsene let, andre gnaver i huden og der dannes sår og irritation. Er dyres hårdt angrebet, kan der sidde stor, flade sårplamager (orangerøde) på huden. Piller man i disse, begynder det at bløde. Nogle lus ødelægger fjerdragten, hvor underdunene nærmest helt forsvinder og der kommer uregelmæssige hak i fjerene.

Ses der irritation af huden evt. med sår, er dyrene urolige, lægger de ikke det antal æg de plejer, taber de sig i vægt, taber de fjer, ser fjerene trælse ud, kan det være tegn på lus.

Hos ænder kan det være kritisk, da de har brug for fjerenes isolationsevne, for at holde varmen.

Lusene kan ses med det blotte øje og sidder oftest omkring kloakåbningen, hvor de pibler rundt. Så snart man skiller fjerene, vil de forsøge at gemme sig. Ofte sætter de sig der, hvor fjerskaftet hæfter til huden. De er ca. 1mm store og orange. og kan være lidt svære at få øje på.

Sidder der store askelignende klumper på fjerene er det luseæg (se billede).

Lopper:

Hønselopper lever det meste af tiden i strøelsen eller redematerialet og er kun på hønsene i kortere tid for at suge blod. Man opdager dem oftest ved at man selv eller ens børn, bliver bidt på ankler eller underben. Biddet klør og minder meget om myggestik. Lopperne kan ikke leve på mennesker.

Tager du dine redekasser ud i lyset og hurtigt flytter redematerialet, vil du se de sorte 2 mm store lopper springe væk. Fjerner du dine høns helt, kan lopper forsat overleve i op til et år. Så snart de mærker, at der igen er dyr i huset, kommer de igen. Hønselopperne flytter ofte med ud i komposten og kan ligge der i lang tid, så brænd hellere redematerialet.

Kalkbensmider:

Miderne lever på benene af hønsene. Her udvikler de en kalkagtig sekretion under skellene på hønsendes løb, der får disse til at løfte sig. Behandles dette ikke hurtigt, kan det blive meget pinefuldt for dyret og fødderne kan blive stive og deforme. I flokke ses det ofte, at det er den samme høne eller hane som angribes, hvor andre aldrig får det.

Forebyggelse:
Det aller bedste man kan gøre i forhold til utøj - ja og alle andre besværligheder i sit hønsehus - er forebyggelse. Dels inde i hønsehuset, i hønsegården, via foder og vand samt i forbindelse med sammensætning med nye dyr.

En grundig rengøring af hønsehuset mindst én gang om året er et must. Huset skal vaskes ned fra loft til gulv med en børste og brun sæbe. En efterfølgende kalkning med hydratkalk/melkalk af væggene er rigtig godt og vil dræbe alle utøjsdyr da det virker desinficerende.

Bunddækket skal skiftes i bund ligeledes mindst en gang om året. Et tyndere lag der skiftes ofte er mest hygiejnisk. Det er godt at drysse kalk ud over bunden, inden man lægger sin strøelse ud.

Redekasser der kan skoldes er en god ting. Ellers skal redekasserne ligeledes skruppes og evt. kalkes og det gamle redemateriale skiftes ud. Det er i øvrigt en god ide, jævnligt at skifte redematerialet ud og drysse bunden med et tyndt lag dolomitkalk.

Siddepinde skruppes og smøres efterfølgende ind i olie, hvilket gør at miderne ikke kan trænge ind. Vandtrug og foderskåle skoldes jævnligt og vaskes ellers af i alm. opvaskemiddel.

Har man mulighed for det, er det allerbedst hvis hønsene kan gå frit i haven eller marken, hvorved de ikke udsættes for de samme steder med evt. utøj gang på gang. Er det ikke muligt, er det godt at have tomgangsperioder, hvor man i perioder har hønsegårde som slet ikke bliver brugt. En årlig udskiftning af bunden af hønsegården, eller som et minimum, at grave den godt igennem hvert år er også god rutine.

Til forebyggelse af kalkben er det en god ide at pensle hønsenes løb (ben), med en fed olie, eller smøre dem med en fed creme, evt vaceline.

En af de vigtigste faktorer i forebyggelsen, er hønsenes naturlige evne til at rense sig selv via et sandbad. Man behøver ikke nødvendigvis at bruge sand, tørt jord er også en god mulighed, eller en blanding af begge. Det vigtigste er at dyrene har et tørt sted året rundt, hvor de kan sandbade og rense sig. For at holde sandet tørt bør det være overdækket, alternativt kan man tilbyde hønsene et hjørne inde i hønsehuset, hvor der er lavet en lille sandkasse til at bade i. Husk også at tilbyde din skruk denne mulighed.

Vi kan ikke direkte dokumentere det, men rigtig mange har gode erfaringer med hvidløg i drikkevandet. Ligeledes bruger mange (åbner i nyt vindue) hønseguf, som ud over hvidløg indeholder rå løg, m.m.

Når der tilføres nye høns til flokken, er det rigtig god skik, at holde dem isoleret de første par dage, samt at tjekke dem godt igennem inde de sættes sammen med egne høns.

Behandling:
Når vi først er så uheldige at vore dyr har fået utøj, er det vores pligt at behandle dem, for som tidligere skrevet, er det særdeles ubehageligt for dyrene og kan medføre svære lidelser og i forkrøbling.

Vi skal dog tænke os om, når vi vælger et middel til at dræbe utøjet med. Vi skal huske at vores fjerkræ er konsumdyr i modsætning til hunde, katte, mink m.m. Vi spiser kødet og æggene, så det er ikke ligegyldigt hvad der sprøjtes med, for vi får det jo ind i os også, og spiser du egne æg og hønsekød gennem mange år, bliver det til mange mikrogram pesticid, som vi jo ikke ved hvordan påvirker os.

Lus og lopper:

DFF har erfaret, at vi stort set kun har sprays med pyrethrin, som kan bruges i hønsehuse og på høns. Pyrethrin er et insektgift, som er tilladt at bruge ved økologisk jordbrug af miljøstyrelsen. Det er udvundet fra Crysantemumblomster og fås både som shampoo og spray. Det er giftigt for insekter og utøj, men ikke mennesker og det er hurtigt ude af værtskroppen igen. Det fås bl.a. ved Matas, hvor det hedder Matas insektfri spray. Eller hos America-Thisted, hvor det hedder Chockspray mod fluer.

Kalkben:
Kalkben behandles ved at opløse hønens løb med en god gang sæbevand, evt. brun sæbe eller spåner, tørre dem godt og påsmøre en fast og fedtholdig olie som f.eks vaseline. Vaselinen lægger sig som en lufttæt hinde omkring kalkbensmiderne og forhindrer dem derved i at leve og udvikle sig. Behandlingen gentages hver uge, til det er væk.

Mange anbefaler at tilsætte svovl/svovlpulver til vaselinen, som også fås hos Matas. Svovlblommen er ganske ugiftig, og virkningen må tilskrives den fæle lugt. Ofte er sæbe og madolie dog nok, hvis det kun er et begyndende angreb. Er der mange dyr i hønsegården kan det virke uoverskueligt at skulle indsmøre f.eks 30 høns med vaseline en gang om ugen. Her vil vi anbefale at spraye hønsenes løb og efterfølgende behandle med vaseline. De værst angrebne kan efterfølgende få gentaget behandlingen en uge efter. På apotektet fås et mide og lusemiddel som hedder NIX. Løbene behandles med shampoen og en gammel tandbørste, tørres godt og smørres ind i fedtstof efterfølgende. Gentages en uge efter.

Utøj - af Helen Ørndorf

Vi er mange der på et tidspunkt må konstatere, at vi har dyr der ikke trives og sandsynligt har fået utøj. Det kan ses af at:

De er oppustede De piller sig hele tiden bagi De er fyldt med noget hvidt fedtet skidt på gumpen Når fjerene ved halen bliver skilt ad, når man lige at ane nogle små sorte "sataner" pile af sted Der er noget rødt stads på undersiden af sidepindene De vil ikke på pind om aftenen De lægger ikke nok æg De går af reden selv om de bare mangler 1 uge af rugetiden

Det er alt sammen tegn på utøj. Hønsene og deres omgivelser skal have en utøjskur. Hønsene skal have en omhyggelig spray af et utøjsmiddel. Dette skal gentages efter ca. en uge. Det er vigtigt at forebygge og det er hønsene aller bedst til selv at gøre. Byg en sandkasse (Snup evt børnenes aflagte) kom sand i, sæt kassen en solfyldt sted i læ for vinden, og lad hønsene selv klare ærterne. Omgivelserne skal også rengøres. En solfyldt dag tages alt ud af hønsehuset og der vaskes af. Desinficer huset og inventar og lad det tørre i solen inden det monteres i hønsehuset igen. Har du mulighed for at lade dine høns løbe frit, vil de finde planter og insekter der afhjælper problemet med utøj. De spiser simpelthen noget ukrudt der renser dem for utøj. Det er det nemmeste, men ikke muligt for os alle. Har du adgang til en ukrudts (brakmark) så tag en spade med og grav nogle gode store tørv og giv dem til hønsene. Jeg har været ude for dyr, der konstant blev angrebet. Jeg kunne rense dem, isolere dem, vaske dem og tro at nu var alt i orden. 1 måned efter var det galt igen. Jeg ved ikke hvorfor det kun var denne høne eller han der blev angrebet i flokken og ikke de andre. Jeg tror det kan være fordi der har været noget galt med disse høns. De må have smagt ekstra godt for lusene, miderne og lopperne. Kan det mon være fordi netop disse høns har været så kræsne at de ikke har spist ukrudtsfrø og insekter? Jeg tror det. I dag bruger jeg øksen på den slags høns. Utøjspulver og spray kan købes hos f.eks Hornsyld Købmands Gård, KFK, den lokale dyrlæge og den lokale dyrehandel.

Helle K. bruger følgende opskrift til forebyggende behandling mod utøj hos høns: Lav en blanding af olie (f. eks. olivenolie) tørret timian, tørret oregano og tørret lavendel. Lad det trække et døgns tid. Blandingen indeholder stort set det samme, som drop-lop fra America. Nus en passende mængde (1 tsk-fuld) af dette middel, som krible krable hader, godt ind i fjerdragten på hønsene.