pekinese-rooks
Dansk Fjerkræ Forum
Menu Avl / Nyopdræt

Dansk Fjerkræ Forum
Leksikon

Søg i leksikon

edit SideBar

Avl.Nyopdræt Historie

Skjul mindre redigeringer - Vis ændringer i markup

10:02 21-11-2017 af Finn Jensen -
Ændret Linie 29 from:

Bedømmelsen skal være min. 2 x 92 point og 4 x 90 point, hvilket ikke kan siges at være høje pointtal eller særligt perfekte dyr.\\

til:

Bedømmelsen skal være min. 2 x 94 point og 4 x 91 point, hvilket ikke kan siges at være høje pointtal eller særligt perfekte dyr.\\

21:29 24-04-2010 af Susanne Hansen -
Tilføjede linier 1-74:

Nyopdræt

Af Willy Littau

1.
I Skandinavien har vi en fælles standard – med beskrivelse af de racer og farvevarieteter, der er anerkendt i Skandinavien og der kommer hvert år enkelte nye farver eller nye racer til, når de har været fremstillet til bedømmelse i et af de Skandinaviske lande på deres landsudstilling. Denne standardsamling er udgivet i bogform i samlebind, så det er muligt at sætte nye sider ind. Den er på ca. 500 sider d.d. Skulle vi have en samling standardbeskrivelser over alle de racer og farvevarieteter, der er anerkendt i Europa, så ville denne samling være på ca. 1.200 sider – derfor har vi i Skandinavisk Fjerkræ-Standard ”kun” samlet hvad der for tiden er i avl i Skandinavien.
Danmark er medlem af Europaforeningen for høns, duer, kaniner, fugle og cavias og igennem denne forening forsøger vi i fjerkræsektionen at samordne de forskellige landes standarder for de enkelte racer, men det er svært at få opdrættere fra Tyskland, Belgien, Frankrig m.v. til at have samme syn på en race eller en farvevarietet, men der sker hele tiden fremskridt. Det kræver hårdt arbejde de enkelte lande og deres specialklubber imellem.

2.
I alle lande har man nogle regler for optagelse i de enkelte landes standard af nye racer eller nye farvevarieteter.
I Skandinavien har vi et begreb som hedder ”nyopdræt” og som dækker over 2 ting.
a) helt nye racer ”Silkeborghøns” eller en helt ny farvevarietet som ikke er anerkendt i noget land i en race. b)nye racer eller farvevarieteter anerkendt i et andet land (medlem af Europaforeningen) også kaldet ”udenlandske anerkendte racer eller farvevarieteter.”

Begge ting bliver benævnt ”nyopdræt” i forhold til en Landsudstilling, da de er nye ting i Skandinavien

Hvordan skal de enkelte ting så udstilles for anerkendelse.

ad a).
En helt ny race eller farvevarietet ”egentlig nyopdræt” skal udstille i min. 3 på hinanden følgende år på LU. Der skal de enkelte år vises fremgang ved de udstillede dyr i forhold til den foreløbige standardbeskrivelse som der er lavet i samarbejde mellem opdrætteren og standardudvalget som idegrundlag for den nye race.
At skabe helt nye ting er ikke noget man gør over en eftermiddag – og nye ting er ikke en tilfældig krydsning – der skal være avlsarbejde bag ved ideen.

ad b).
Udenlandske anerkendte racer eller farvevarieteter skal udstille på LU med mindst 3,3 ungdyr.\\ Bedømmelsen skal være min. 2 x 92 point og 4 x 90 point, hvilket ikke kan siges at være høje pointtal eller særligt perfekte dyr.\\ Men man kan sige at for en given race skal der være racepræg og type og for en given farve skal der være en acceptabel tegningsform selvom den ikke behøver at være det perfekte.

Er der i DK en specialklub for racen, bedømmes dyrene af en af specialklubben anerkendt dommer, ellers bedømmes dyrene af standardudvalget.
Derfor var en masse nye farvevarieteter placeret nede i rækken sammen i deres øvrige farver og Satsumadori (som ikke mødte op) og dværg Maran (uden specialklub) placeret som ”nyopdræt” i betydningen udenlandsk anerkendt race / farve.

Disse regler er nye fra 2009 – og et skridt i retningen på at forenkle, men det kan også blive så enkelt at ingen kan forstå dem.

I flere andre lande i EE har man betydelig strengere regler for anerkendelse end dem vi har sat i Skandinavien. Flere udstillere kan godt udstille de 3,3 nævnte eller for den sags skyld flere dyr, udstiller 3 personer hver 2,2, altså i alt 6,6, så skal blot 3,3 af det samlede antal dyr opnå de angivne point for at racen / farven anerkendes.
Fejl som giver 0 point i bedømmelse er som oftest arvelige fejl ved racen og derfor kan man ikke sige at en god type alene bør give anerkendelse, tænk hvis hele det fremtidige opdræt gav ene af dyr med bitakker, så …

At udstille udenlandske racer eller farvevarieteter er slet ikke så svært som man vil gøre det til, men der skal også her ligge et arbejde bag – og ikke blot 6 tilfældige kyllinger man har hentet et eller andet sted. Vil man arbejde med en ny race eller farvevarietet (udenlandsk anerkendt) og blive ved med at arbejde med den, så er kravet til 3,3 ikke ret stort.
Mange opdrættere af lidt vanskelige farver (bl.a. med blå) har ofte større tillæg end det der kræves for at lave 3,3 i acceptabel racetypisk kvalitet.
Nye ting skal ikke være perfekte – selv gamle racer mangler noget i at være perfekte, derfor er der ”kun” få dyr på en udstilling som får 97 point og det behøver nye ting jo ikke for at kunne anerkendes.

Vil man udstille og avle med en race så er man naturligvis medlem af DFFR – og så har man mulighed for at få vejledning og hjælp både fra standardudvalget men også fra alle vore lokale fjerkræklubber og den mængde af dommere der er over hele landet. Mange af vore klubber har dommere som medlemmer og mange steder holder man samlinger og diskuterer forskellige racer. Endelig hvis man er til en race, hvor der er en specialklub, så holder disse også hønsedage rundt i landet, dage hvor man diskuterer racen og dens evt. problemer.

Efterfølgende skal jeg forsøge at besvare nogle af de stillede spørgsmål:

Hvad er forskellen på nyopdræt og udenlandske anerkendte racer.
Det skulle gerne fremgå af ovenstående.
Egentlig nyopdræt er en helt ny race – Silkeborghøns – eller en helt ny farve som ikke findes i den pågældende race. F.eks. hvis man indenfor dværgwyandotter, hvor der findes 28 anerkendte farvevarieteter i Europa, ville lave en sølv sortplettet ( som sølvplettede hamborger). Denne farve findes ikke i racen – og derfor skal der noget avlsarbejde til for at få den overført til dværgwyandotter. Når man mener man har et rimeligt resultat begynder man at udstille efter en foreløbig standardbeskrivelse for farven – og når denne farve er rimelig og rimelig stabil, så anerkendes den i Skandinavien.

Hvorfor blev dværg Maranerne ikke anerkendt.
Der var udstillet 3,3 (man havde ikke flere), men da en fik 0 på grund af en bitak, som er en alvorlig fejl ved en enkeltkammet race, så var der jo ikke 2 dyr med over 92 point og 4 dyr med mere end 90 point – som reglerne siger.
At dyrene fik præmie er en helt anden sag. Præmier uddeles på 1,2 eller 2,1 i samme race og farve – og har man for disse dyr mere end 273 point får man præmie – man betaler jo de samme stadepenge som de øvrige. Hvis 24 avlere havde udstillet hver et dyr og de havde fået point nok (2 x 92 + 4 x 90) så var racen blevet anerkendt, men ingen havde fået præmie, da der skal mindst 3 dyr til at give præmie.
Det er kun en formssag at få lov til at udstille en i forvejen udenlandsk anerkendt race i Danmark, såfremt de fremviste dyr havde en rimelig kvalitet og at skabelonen er i orden – derfor lavede vi reglerne om i 2009 – så man straks efter bedømmelsen på LU kunne se om en ny race eller farve var anerkendt – man kunne tælle – 1-2-3 over 92 point og 1-2-3- over 90 point – altså er racen anerkendt – og havde man ikke det, så var den ikke anerkendt – og man skulle ikke vente på at standardudvalget holdt møde og vurderede bedømmelsen. Man kunne med andre ord udstille på en udstilling 14 dage efter LU.

Fælles standard for Europa.
Angående en fælles standard for hele EU, tja så er det jo mennesker der skal blive enige omkring det, hvilket vil være utopi at tro kan lade sig gøre. Desværre.
Vi har i Europaforeningen EE en fælles tekst som alle i det væsentlige er enige om – på tysk – problemet er blot at de enkelte lande vil have en standard på deres eget sprog og ikke på tysk. Den Skandinaviske Fjerkræ-Standard er en direkte 99 % oversættelse af den tyske tekst vedtaget af EE. Men spørg i Holland, Belgien, Frankrig m.v for slet ikke at tale om England – så har man sin egen standard. Samarbejde kræver arbejde og vilje fra alle, ofte på flere sprog ad gangen og med mange særinteresser, der skal plejes.
Så fælles standard – ja i det omfang man vil acceptere den vedtagne tekst – og bruge den i hjemlandet.